Langø, moræneknold, der indtil 1860'erne var en ø i Nakskov Fjord. Efter en stormflod i 1872 forstærkedes flere diger, der forbandt Langø, Bogø og Ydø med Lolland, og området blev tørlagt. På Langø, hvis højeste punkt er 7,5 m.o.h., ligger flere stendysser, og den tidligere landsby Langø (331 indb. 2013) med kirke og fiskerihavn blev omkring 1970 udbygget mod øst med et stort parcelhuskvarter.