Urbanplanen, (efter Urban Hansen; spiller til dels på bet. 'bymæssig', af lat. urbanus), byggeri på det nordlige Amager fra slutningen af 1960'erne. Baggrunden for byggeriet var den langsomme sanering af Københavns mange elendige boliger, og med overborgmester Urban Hansen som drivkraft igangsattes et storbyggeri, der bl.a. kunne trække mere solide skatteborgere til kommunen. Oprindelig indebar planerne opførelsen af i alt 50.000 boliger på de tidligere militære arealer, men bl.a. problemer med at etablere de nødvendige bro- eller tunnelanlæg til Sjælland standsede den videre udbygning. Bydelen består nu af to afdelinger med i alt 2600 lejemål.

Opbygningen af Ørestad 40 år senere kan ses som en videreførelse af Urbanplanen, men hvor denne ensidigt satsede på boliger, omfatter Ørestadsplanen en bydel med både erhverv, centerfunktioner og boliger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig