København – historie, Der kendes en del stenalderbopladser, bl.a. submarine bopladser fra Kongemose-kultur ved Frihavnen og ud for Amagers kyst.
Køpmannæhafn eller blot Hafn synes at være opstået som en lille sæsonhandelsplads i forbindelse med det store sildefiskeri i anden halvdel af 1000-t. Placeringen ved indsejlingen til det vigtige handelsområde i Østersøen, den gode naturhavn og det frugtbare opland gav stedet mulighed for at udvikle sig til en rig og stadig vigtigere købstad fra 1200-tallet og frem.
Den ældste skriftlige kilde, der omtaler København, er et brev fra pave Urban 3. fra 1186. I dette bekræftes med pavens autoritet, at Absalon har fået borgen Hafn med alt dens tilhørende jordegods, herunder byen Hafn, af kong Valdemar 1. den Store, og at Absalon har bestemt, at dette gods efter hans død skal tilfalde Roskilde Bispestol. Næsten samtidig fortæller Saxo, at Absalon byggede borg ved Hafn 1167-71.
Arkæologiske undersøgelser tyder på, at handelspladsen, som lå mellem det nuværende Rådhuspladsen og Gammeltorv-Nytorv, er opstået i 1000-t., samt at der er foregået fiskeri fra stedet. Der er fundet hustomter med lergulve og jordgravede stolper, som formodentlig har tilhørt bebyggelsen i det tidlige København. Nyere arkæologiske undersøgelser i forbindelse med metrobyggeriet, bl.a. på Rådhudpladsen 2011-12, tyder på, at København allerede i begyndelsen af 1100-t., evt. tidligere, har været vigtig og betydelig by og regionalt knudepunkt i Øresund.
Handelspladsen, som blev anlagt på de lave, våde strandenge, blev i første halvdel af 1100-tallet befæstet med vold og grav. Den tidlige middelalderlige kystlinje har oprindelig været ujævn. Den har i vest ligget lige syd for det senere Løngangsstræde, mens den i øst er påvist at ligge nord for Kompagnistræde-Rådhusstræde. Før 1177 fik byen en kirke, Skt. Clemens, formodentlig bygget på foranledning af Absalon.
Senest omkring 1200 blev den tidligere bys befæstning opgivet, idet der blev anlagt en ny hovedkirke, Vor Frue, på en lav bakke NØ for byen. I de følgende årtier groede købstaden op omkring kirken og i ly af borgen. Sognekirkerne Skt. Peder og Skt. Nikolaj opførtes, og det store Gråbrødrekloster oprettedes i 1238. Arkæologiske undersøgelser i 1990'erne på Kgs. Nytorv tyder på, at denne nye by formodentlig fra den første tid blev omgivet af en befæstning. Der har altså været tale om en planlagt by fra bispens side.
I biskop Jakob Erlandsens stadsret fra 1254, der nærmest har karakter af en kontrakt mellem biskoppen og borgerne, får sidstnævnte bl.a. græsningsret til deres kvæg syd for Rosbækken ved nuværende Tuborg mod forpligtelsen til at forsvare byen.
I 1259 besatte Christoffer 1. København, men samme år angreb biskoppens vasal, fyrst Jarimar 2. af Rügen, byen. Biskop Jens Krag udstedte 1294 en ny stadsret, der nøje præciserede biskoppens rettigheder og borgernes pligter, især med hensyn til lydighed over for biskoppen og pligt til at føre et moralsk og sædeligt levned.
I 1300-tallet nød København godt af de store sildemarkeder, der fandt sted hvert efterår i Skanør og efterhånden også i Dragør. Fra slutningen af 1200-t. var borgerne organiseret i et byråd, der bestod af 4-6 rådmænd og et antal borgmestre. De pågældende blev udpeget af bispen, senere af kongen, blandt byens købmænd, og udnævnelsen gjaldt normalt for livstid. Biskoppens repræsentant var byfogeden, der også var dommer på bytinget, hvor kriminalsager blev afgjort, mens borgmestre og råd udgjorde rådstueretten, hvor civile sager blev forhandlet.
Som følge af Valdemar 4. Atterdags stridigheder med hanseaterne erobrede disse byen i 1368. En stor del af byen blev brændt, og borgen blev systematisk nedbrudt. Efter krigens ophør og Valdemar Atterdags død lod Roskildebispen ca. 1377 udarbejde en omfattende jordebog over bispestolens ejendomme på den tid. Store områder mod nord (Rosengården) inden for muren var endnu på den tid ubebyggede, og der var mange øde grunde i de vestlige kvarterer. Langt de fleste huse var bygget af bindingsværk, men der fandtes dog også en del stenhuse langs med hovedgaderne og torvene.
Kort efter sin tronbestigelse inddrog Erik 7. af Pommern i 1416 København fra Roskildebispen uden synderlig modstand. Kongen brugte København som et led i sin kamp om Østersøherredømmet.
På initiativ af Christian 1. blev Københavns Universitet oprettet i 1479. Han fik endvidere omdannet det gamle Helligåndshus fra ca. 1290 til et Helligåndskloster.
De store omskiftelser som følge af Reformationen bevirkede, at København i 1500-t. blev belejret hele to gange. Byen var forblevet trofast over for Christian 2., hvorfor den i 1523 blev belejret af rigsrådets og Frederik 1.s styrker under hertug Christian (3.), til hvem den til sidst måtte overgive sig. Efter krigens slutning blev Københavns befæstning stærkt moderniseret, ved at der blev nyopført en række massive tårne til forstærkning af bymuren.
Den nye fæstning kom hurtigt i brug, da København i alliance med Malmø og Lübeck under Grevens Fejde endnu en gang holdt fast ved Christian 2. og nægtede at anerkende Christian 3. Under ledelse af grev Christoffer af Oldenburg og borgmester Ambrosius Bogbinder modstod byen en langvarig belejring fra juli 1535 til juli 1536, da den komplet udsultede by måtte kapitulere til Christian 3.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.