Københavns gamle by inden for de sløjfede volde er Storkøbenhavns funktionelle kerne, hvori også kvarteret mellem H.C. Andersens Boulevard og baneterrænet indgår.
Her findes de institutioner samlet, som kendetegner en hovedstad: Christiansborg med Folketinget, kongehusets Amalienborg, ministerialbygninger, Højesteret, Børsen, Nationalbanken og domkirken (Vor Frue Kirke) foruden Nationalmuseet, Det Kongelige Bibliotek, Det Kongelige Teater og andre kulturinstitutioner.
Også Københavns Universitet har bevaret lokaler i den indre by, men har ellers sine institutter spredt over flere bydele. Den indre by rummer tillige hovedsæderne for en lang række virksomheder og organisationer; desuden stormagasiner, et rigt udbud af specialbutikker, spisesteder og forlystelser.
Interessen for at bo centralt i byen er stor, og specielt kvarterer ved havnen som fx Nyhavn og området ved Amaliehaven er omdannet til eksklusive boliger. Også Christianshavn og havnearealerne ved Islands Brygge og på Sjællandssiden er i takt med afviklingen af industri og havnevirksomhed blevet bebygget med kontorer og boliger til folk med høje indtægter.
I en halvcirkel omkring den indre by ligger de såkaldte brokvarterer; Østerbro, Nørrebro, Vesterbro, Islands Brygge og Amagerbro blev bebygget 1870-1920.
Det meste af det erhvervsbyggeri, der opstod i baggårde og på ledige arealer i de ydre brokvarterer, er nu forsvundet, og brokvartererne optræder som boligområder, på hvis indfaldsveje og ringgader der bl.a. ligger mange butikker med både dagligvarer og udvalgsvarer.
Specielt Vesterbro og det indre Nørrebro opførtes som spekulationsbyggeri med små lejligheder og lav teknisk standard. Mange af disse boliger er siden 1970'erne blevet nedrevet, ombygget eller sammenlagt som led i omfattende saneringer, hvad der har medført stigende huslejer og en betragtelig udskiftning af beboerne.
De ydre dele af Københavns Kommune (Enghave, Valby, Vigerslev, Vanløse, Brønshøj, Utterslev og Sundbyerne) blev i lighed med de nærmeste omegnskommuner bebygget 1920-60. Bebyggelsen er her overvejende en blanding af parcelhuse og lave etageejendomme, ofte i grønne, parklignende omgivelser.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.