Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

København - teater

Oprindelige forfattere HLyd og Holm Seneste forfatter Redaktionen

Lille Grønnegadeteatret. Gadeplakat fra 1722. Teatret stod færdigbygget i januar, i september opførtes Molières l'Avare, Gnieren. Det blev det første dansksprogede skuespil, der appellerede til et bredere publikum end blot det aristokratiske. Molières navn er ikke anført på plakaten, og selv skuespillerne forbliver anonyme. To gange påpeges det derimod, at forestillingen foregår på dansk. Plakaten måler 19,8 cm×16,7 cm.

Lille Grønnegadeteatret. Gadeplakat fra 1722. Teatret stod færdigbygget i januar, i september opførtes Molières l'Avare, Gnieren. Det blev det første dansksprogede skuespil, der appellerede til et bredere publikum end blot det aristokratiske. Molières navn er ikke anført på plakaten, og selv skuespillerne forbliver anonyme. To gange påpeges det derimod, at forestillingen foregår på dansk. Plakaten måler 19,8 cm×16,7 cm.

Til op i 1600-tallet var det teater, som kunne opleves i byen, stort set lig med spektakulære kongelige udfoldelser evt. kombineret med skoledrama. Hertil kom tysk-nederlandske vandretrupper; til sådanne opførtes 1663 byens første faste teater på Slotsholmen; det holdt dog kun tre år.

Tanken om at skabe et teater for både hoffet og byen prægede udviklingen; de franske hoftruppers forestillinger var undertiden tilgængelige for andre end den snævre kreds, bl.a. på operahuset i Bredgade fra 1703.

Men først med åbningen af det danske teater 1722 i Lille Grønnegade blev professionelt teater introduceret på dansk. Lille Grønnegadeteatret lukkede igen 1728. Efter en religiøst motiveret teaterløs periode på næsten 20 år fik de danske teateraktiviteter 1748 plads på Kongens Nytorv.

Annonce

Det Kongelige Teater. Gamle Scene.

Det Kongelige Teater. Gamle Scene.

Det Kongelige Teater overgik 1849 til Kulturministeriet, og en borgerlig chef blev udnævnt. Teatret havde gennemløbet en udvikling fra et let suspekt etablissement til en central kulturinstitution husende tillige opera og ballet, fra første færd med en monopolstilling i byen. Uden for voldene fandtes deciderede morskabsteatre.

Men nu åbnedes mulighed for oprettelsen af de såkaldte sekondteatre; i 1848 Casino i Amaliegade, i 1857 Folketeatret i Nørregade og i 1883 Dagmarteatret i Jernbanegade.

Imidlertid besad Det Kongelige Teater stadig monopol på visse genrer og stykker, og det blev derfor et folkeligt repertoire, der prægede de nye scener.

Dagmarteatret i Jernbanegade med Café Dagmar, set fra Rådhuspladsen, ca. 1915. Ved åbningen i 1883 lå teatret i periferien af det centrale København. Men i takt med at byens midtpunkt flyttede mod vest, fik Dagmarkomplekset en mere central placering tæt ved Rådhuspladsen, som blev anlagt i begyndelsen af 1900-t.

Dagmarteatret i Jernbanegade med Café Dagmar, set fra Rådhuspladsen, ca. 1915. Ved åbningen i 1883 lå teatret i periferien af det centrale København. Men i takt med at byens midtpunkt flyttede mod vest, fik Dagmarkomplekset en mere central placering tæt ved Rådhuspladsen, som blev anlagt i begyndelsen af 1900-t.

Siden placerede Dagmarteatret sig med et litterært repertoire som nationalscenens dårlige samvittighed. Fra 1889 blev monopolet brudt: Havde Det Kongelige Teater ikke spillet et stykke i ti år, var det tilgængeligt for privatscenerne.

Det medførte, at nationalscenen i en årrække hægede om et såkaldt pligtrepertoire, herunder Holberg. Konkurrencen skærpedes yderligere med åbningen af Det Ny Teater i 1908, i første omgang for den lettere genre. En kunstnerisk ambitiøs udfordring lå i Betty Nansen Teatret på Frederiksberg Allé, åbnet under det navn i 1917.

Blandt flere nye, ofte mindre scener markerede Riddersalen på Frederiksberg sig i 1930'erne særligt ved et dristigt, moderne repertoire. Hertil kom i de følgende årtier Frederiksberg Teater og Allé-Scenen (det tidligere Betty Nansen Teater).

Hvor Det Kongelige Teater sorterede under Undervisningsministeriet, var privatteatrene underlagt Justitsministeriet, og den offentlige støtte var minimal. Først med 1960'ernes opgangstider tilgodeså kulturpolitikken tillige de private teatre. Fra 1961 kom hele området i Kulturministeriets regi. Op til 1960'erne stod især Det Ny Teater for et fornemt kvalitetsrepertoire, men løb i 1970/71 ind i en akut økonomisk krise, der truede med at lukke teatret og rettede opmærksomheden mod privatteatrenes driftsvilkår.

I samklang med den tiltagende demokratisering af kunsten søgtes problemerne løst ved en abonnementsordning, offentligt finansieret og administreret af ARTE. I 1976 blev i første omgang ni københavnske scener sluttet sammen i Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene med en vis solidarisk hæftelse for eventuelt driftsunderskud på det enkelte teater, fra 1991 afløst af Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab, hvor hvert teater hæfter for sin drift, "pengeposemodellen". Denne model er fra 2006 videreført i Hovedstadens Teater, der i forbindelse med kommunalreformen afløser teaterfællesskabet som en rent statslig tilskudsordning, i modsætning til tidligere hvor kommuner, amter og staten deltes om støttekronerne.

Et egentligt eksperimenterende repertoire stod de mindre scener for, først Fiolteatret (1962), fulgt af bl.a. Boldhus Teatret (1965) og CaféTeatret (1967) og hjulpet af muligheden for støtte til "anden teaterdrift" i en lov fra 1963. Fra 1970 fik også Det Kongelige Teater sin intimscene.

Demokratisering af teaterlivet prægede desuden 1960'ernes og 1970'ernes ofte samfundsorienterede gruppeteater som hos Fiolteatret eller Christianias Solvognen. Det samfundsdebatterende farvede tillige repertoiret i det etablerede teater som på Folketeatret, mens det teatermæssigt fornyende i 1980'erne prægede totalteateropsætningerne på Gladsaxe Teater (indviet 1964).

1990'ernes teaterbillede har vist en ny form for eksperimentalteater, bl.a. performance, med et centrum i Kanonhallen på Østerbro, der fra 1991 afløste Saltlageret ved Søerne som alternativt spillested.

Det var et nybrud, da Allerødgruppen Dr. Dante i 1992 fik overdraget Aveny Teatret på Frederiksberg Allé, med særlig appel til et ungt publikum. Samtidig har Betty Nansen Teatret under Peter Langdals og Henrik Hartmanns ledelse placeret sig solidt som byens mest interessante store scene.

Men den dominerende tendens i 1990'erne blev som følge af stramninger på de større teatre en satsen på det sikre: Underholdning og musicals, en linje, som fx Nørrebros Teater og Amager Scenen har fulgt i årevis; også Østre Gasværk tegner sig i 1990'erne for store musicalopsætninger.

Det Kongelige Teater har siden slutningen af 1990'erne, trods etablering af to nye eksperimenterende scener i Turbinehallerne i 1997 og en tiltrængt renovering af Stærekassen i 2002, tydeligvis manglet en samlende identitet som landets nationalscene.

Det har resulteret i spredt fægtning i repertoirevalget, hvor især fraværet af klassikere stikker i øjnene. Et nyt skuespilhus med flere scener på havnefronten indvies efter planen i 2008. Samtidig overgår Stærekassen og Turbinehallerne til andet formål.

Læs videre om biografer i København eller læs om København generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Lyding, Bent Holm: København - teater i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=113223