Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

København - sprog

Oprindelig forfatter JL Seneste forfatter Redaktionen

København. Tegning fra Punch, 1882.

København. Tegning fra Punch, 1882.

I takt med Københavns ekspansion som handels-, uddannelses- og administrationsby fik sproget i hovedstaden stigende betydning for hele landet. Det gjaldt først, dvs. fra Reformationen, især skriftsproget, men siden også talesproget; så at sige alle udviklinger i udtalen er i nyere tid begyndt i København.

Det københavnske sprog påvirker naturligvis ikke direkte fx en nordvestjysk dialekt: Sproget i de større provinsbyer, efterhånden også i de mindre byer og landsbyer, påvirkes, idet de sociale forskelle i københavnsk sprog videreføres; indflydelsen ytrer sig ikke i enhver henseende ens hos advokaten og havnearbejderen.

Et dialektsamfund defineres ved geografiske, ikke ved sociale grænser. Helt frem i 1700-t. har talesproget også i København været nogenlunde ens hos høj og lav, dog med visse indlysende forskelle i ordforråd; det har været nærtbeslægtet med de omgivende (sjællandske og skånske) Øresundsmål. Men i løbet af 1700-t. forkastede de højere lag en række udtaler, som de lavere lag fastholdt: fx kyd 'kød', gek 'gik', skodt 'skudt', bøjer 'bøger', kerregård 'kirkegård', kessebær 'kirsebær', gore 'gjorde', ner 'ned', drone 'drukne', seve 'sæbe' mfl. I 1800-t. brugte forfattere som J.L. Heiberg og Chr. Hostrup sådanne træk socialt karakteriserende; Heiberg opstillede i 1841 en liste over "Sprogfeil hos Folk af de lavere Classer".

Annonce

I løbet af 1800-t. blev de sociale forskelle så omfattende, at man kan tale om to sociolekter. En række ændringer i udtalen indtrådte nemlig tidsforskudt i de højere og lavere lag. Det "bløde" d i blad, sted, ude osv., der havde været slapt og j-agtigt, stabiliseredes tidligst i de højere lag som ð; men i øvrigt er det oftest de lavere lag, der fører an i lydudviklingen, fx mht. a-lyde, både fremskydningen af langt "lyst" a som i gade, fag og af kort a som i falde, kaste, udtalen af diftongen i fx mig, haj, vej og senere udviklingen af et nyt "mørkt" a i frem, græsk mv.

I løbet af 1900-t. har sociolekterne nærmet sig hinanden. Men der er stadig klare forskelle, og de nye udtaleformer betragtes ofte med modvilje af traditionelt rigsmålstalende, både i og uden for København. Det gælder fx [ɒ] i ord som folk, komme, [ts] i ord som Tivoli, tak, [rɑ] i frem, dræbt osv. og "maret" meget, der opfattes som lavsociale.

Egentlige dialektgrænser inden for København har ikke kunnet påvises. Som hovedstad og ved sin størrelse har København fået en sproglig særstatus. I perioder, navnlig 1850-1950, har udtalen på Det Kgl. Teater af mange været opfattet som selve rigsmålsnormen, og Statsradiofonien lagde fra begyndelsen vægt på, at dens sprog skulle være tilsvarende mønstergyldigt; senere er normerne blevet mindre faste, og der sendes radio- og tv-udsendelser fra andre regioner. De elektroniske medier har dog ikke haft afgørende betydning for udbredelsen af københavnsk. Se også dansk sprog og rigsmål.

Læs videre om litteratur i København eller læs om København generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørn Lund: København - sprog i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=113221