Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

København - musik - jazz og rock

Oprindelig forfatter Ring Seneste forfatter Redaktionen

København har siden 2. Verdenskrig haft et rigt jazzliv, stærkt inspireret af især amerikanske jazzmusikere, hvoraf en del bosatte sig i byen. Værtshuset La Fontaine er det traditionelle samlingssted for jamsessions efter koncerter på fx Copenhagen Jazzhouse. I juli måned afholdes Copenhagen Jazz Festival med over hundrede koncerter indendørs og udendørs. Jazzhus Montmartre (1960-91) og Rytmisk Musikkonservatorium har i høj grad været medvirkende til jazzmiljøets udvikling.

Rockmiljøet har været i kraftig vækst i København siden den første tilknytning til dansesteder og diskoteker i 1950'erne og 1960'erne. Siden 1990'erne er musikken genremæssigt bredt repræsenteret, og i øvelokaler i medborgerhuse, skoler og private ejendomme florerer en stor underskov af amatørorkestre og semi-professionelle bands, som også understøttes af rytmiske aftenskoler. Rockmusikken kan opleves live på mange spillesteder i byen, fx Loppen på Christiania, Stengade 30 og diverse caféer. Tidligere var især Musikcaféen i Huset rockmusikkens højborg i København. Koncerter med de mere etablerede danske og internationale navne henlægges ofte til Pumpehuset eller Vega, mens de store koncertnavne optræder i Forum, KB-hallen, Valbyhallen eller i Parken.

Den elektroniske dansemusik har fra slutningen af 1980'erne suppleret byens rytmiske musikmiljø.

Annonce

Læs mere om musik i København, læs videre om Københavns historie eller læs om København generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Katrine Ring: København - musik - jazz og rock i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=113227