Hammermøllen i Hellebæk.

.

Hammermøllen i Hellebæk.

.

Hellebæk er by på Nordsjællandskysten 5 km nordvest for Helsingør; 5530 indbygger (2017). Hellebæk ligger i Helsingør Kommune.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Hellebæk nævnes i 1582 som Hellebeck 'den hellige bæk'.

Hellebæk ligger som en tætbebygget, smal bræmme mellem Øresund og Teglstrup Hegn og er præget af velholdte bygninger fra det gamle industrisamfund. Terrænet er kuperet, og der er udsigt til Skånekysten. Om efteråret er der her et stort indtræk af rovfugle fra Sverige.

Historie

Hellebæk Kirke.

.

Kronen ejede i 1500-tallet et skovområde med et stort antal søer og moser, der havde udløb i Hellebækken. Fra Frederik 2.s tid udnyttedes vandresurserne til en vanddreven melmølle (1576), og fra ca. 1600 var byen hjemsted for en omfattende våbenindustri, oprindelig i form af kanonstøberi, senere som geværfabrik under navnet Hammermøllen.

I fabrikant Stephen Hansens (1701-1770) tid som leder af Hammermøllen og ejer af den tilhørende Hellebækgård 1742-1765 blev fabrikken udbygget, og der opførtes bl.a. arbejderboliger i Bøssemagergade.

Herefter købte staten Hammermøllen, men allerede i 1768 overtog H.C. Schimmelmann geværfabrikken, og den forblev i hans families eje indtil nedlæggelsen i 1870. I 1873 blev der opført en klædefabrik, der som geværfabrikken tidligere var den største virksomhed i byen indtil lukningen i 1977. Hammermøllen blev siden rekonstrueret og gjort tilgængelig for publikum i 1982.

Hellebækgård

Gården blev i 1742 erhvervet af fabrikant Stephen Hansen, og den nuværende hovedbygning fra 1747 er formentlig opført af arkitekten Philip de Lange.

I årene 1768 til 1949 var gården i familien Schimmelmanns besiddelse, og fra 1953 ejes den af Det Kongelige Opfostringshus og Den Thorupske Stiftelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig