Henrik Voldmester. Obelisk med trompeterende søhest i bronze, opstillet på torvet i Ølgod.

.

Ølgod Kirke.

.

Ølgod Kirke.

.

Ølgod, stationsby i Vestjylland, ca. 20 km nordøst for Varde; 3892 indb. (2017). Ølgod ligger i Varde Kommune.

Faktaboks

Etymologi
Efter Ølgod, 1203 Ølguth, formentlig af substantivet øl og det gammeldanske substantiv *guth med uvis betydning, beslægtet med substantivet gud.

Ølgod voksede op som stationsby på Den Vestjyske Længdebane efter 1875 i forbindelse med hedeopdyrkning og intensivering af landbruget på bakkeøen.

I byens erhvervskvarter mod nordøst ligger virksomheder inden for træ- og møbelindustrien; den største producerer køkkenelementer.

Desuden fremstilles dyrefoder, og byen har også jern-, metal-, plast- og elektronikindustri. I den gamle lergrav er der fundet aflejringer fra en mellemistid, se Ølgodtid.

Ølgod Museum i Kulturhuset viser udviklingen fra fattig hedebonde til demokratisk landmand. Her vises desuden skiftende kunstudstillinger.

Hjedding Mejerimuseum er indrettet i det tidligere Hjedding Andelsmejeri, der begyndte sin produktion i 1882 som det første andelsmejeri i Danmark. Museet belyser bl.a. andelsbevægelsen.

Den forholdsvis store Ølgod Kirke med skib og kor i kvadersten fra omkring 1200 har været herredskirke. I tårnet fra omkring 1500 spiller et klokkespil seks gange dagligt.

Ølgod Kirkes hjemmeside; se også kort, foto m.m. på www.korttilkirken.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig