Vorgod Å, vandløb i Vestjylland, tilløb til Skjern Å; ca. 20 km. Vorgod Å udspringer 42 m.o.h. nord for Vildbjerg og løber sammen med Skjern Å 9 m.o.h. 1 km øst for Borris. Den er et af Skjern Ås største tilløb.

Ved den øvre del af Vorgod Å blev der i 2011 gennemført et vådområdeprojekt omfattende 42 ha langs 5 km af åløbet; bl.a. blev ca. 1 km af åen genslynget, og vandløbsbunden blev flere steder hævet. Projektets formål var at reducere kvælstofudledningen i Ringkøbing Fjord, at genskabe ødelagte levesteder for planter og dyr samt at udbygge de rekreative muligheder i området, bl.a. ved anlæg af en sti langs åen. Projektet er gennemført af Naturstyrelsen, Herning Kommune og omkring 20 lokale lodsejere.

Åen er en yndet natur- og fiskelokalitet, og en del af det nedre løb er Natura 2000 område. Man kan bl.a. finde laks, havlampret, flodlampret, bæklampret og grøn kølleguldsmed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig