Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vildbjerg

Oprindelig forfatter Stelz Seneste forfatter Redaktionen

Vildbjerg, stationsby i Midtjylland 15 km nordvest for Herning; 4050 indb. (2014). Byen var før 2007 kommunecenter for Trehøje Kommune og er nu en del af Herning Kommune.

Byen, der voksede op som stationsby på Herning-Holstebro-banen fra 1904, ligger i et bakkeølandskab omgivet af åløb. Vildbjerg Kirke er i sin nuværende skikkelse fra 1905, bygget hvor den nedrevne, mindre 1100-tals kirke stod. Et smedehus ligeledes fra 1905 drives som museum.

Annonce

I 1990'erne havde byen betydelig tilflytning af højteknologiske virksomheder inden for metal- og maskinindustri i erhvervsområdet nord for byen; desuden findes her træ- og møbelindustri samt en kartoffelcentral. Rundt om byen findes flere gartnerier.

Vildbjerg har et omfattende fritids- og foreningsliv og er bl.a. kendt for Vildbjerg Cup, en af landets største årlige fodboldturneringer for børn og unge.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Stelzner: Vildbjerg i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=180139