Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vejle

Oprindelige forfattere AnL-A og Degn Seneste forfatter Redaktionen

Æltemaskine med tyggegummi på Gumlinks fabrik på Horsensvej i Vejle. Fotografi fra 1998.

Æltemaskine med tyggegummi på Gumlinks fabrik på Horsensvej i Vejle. Fotografi fra 1998.

Vejle, by i bunden af Vejle Fjord i Sydjylland; 55.876 indb. (2017). Vejle er administrativt centrum for Vejle Kommune og for Region Syddanmark.

Vejle ligger ved Vejle Ås udmunding i bunden af Vejle Fjord vest for Vejlefjordbroen med motorvejen E45. Byen har havn og trafikeres i øvrigt af den østjyske længdebane og banen Vejle-Struer-Thisted der løber som en højbane gennem byen og gennem Grejsdalen. Ruterne 18, 28 og 170 går gennem Vejle.

Vejle er en vigtig handels- og serviceby i Trekantområdet med en alsidig erhvervsstruktur og mange mindre og mellemstore virksomheder ved siden af de store. Nærings- og nydelsesmiddelindustrien med bl.a. Gumlink (tidligere Dandy), Tulip International og Arla Foods er dominerende, efterfulgt af it-branchen. Byen er også præget af virksomheder inden for transport og distribution hvor byens beliggenhed spiller en afgørende rolle. Vejle Havn har en stor godsomsætning og mange virksomheder, og Danmarks Transport Center med bl.a. fragtcentral og omladeterminaler blev i 1990 placeret ved motorvejen nord for byen.

Ordet Vejle: 1200-t. Wæthlæ, 1293 Wæthæl, identisk med subst. vejle 'vadested'.

Byen har sygehus, bibliotek, teater, stadsarkiv, flere museer og uddannelsesinstitutioner, deriblandt to gymnasier, Rosborg og Rødkilde. Dertil kommer Vejle-Centret med sportshaller og kongresfaciliteter og Musikteatret i Byparken som er anlagt hvor Hess' Jernstøberi lå.

Annonce

Bølgen, Vejles nye vartegn. Det er et eksklusivt boligbyggeri tegnet af Henning Larsens Tegnestue. To af de fem planlagte bølger blev opført i 2014.

Bølgen, Vejles nye vartegn. Det er et eksklusivt boligbyggeri tegnet af Henning Larsens Tegnestue. To af de fem planlagte bølger blev opført i 2014.

Vejles middelalderlige bykerne ligger på en lille holm i Vejle Ådal. Bykernen er domineret af de nord-syd-gående gader Torvegade og Søndergade som i dag er byens hovedstrøg, og de øst-vest-gående Kirkegade og Blegbanken. Rådhustorvet med rådhuset ligger, hvor gaderne mødes. Kirkegade passerer Kirketorvet med Sct. Nicolai Kirke og Torvehallerne. Mange nedrivninger og nybygninger har bevirket at der kun er bevaret få gamle bygninger i bykernen.

Først i 1800-t. blev byens rammer sprængt, og brokvartererne blev opført, Østbyen fra ca. 1830 og Vestbyen fra 1890'erne. Nordre og Søndre Villakvarter opstod ca. 1900 langs dalsiderne, og i samme periode startede villabyggeri i Mølholm og Vinding, hvor funkisbyggeriet Lido fra 1930'erne også findes. Siden 1940'erne er der opført omfattende etagebyggerier både i brokvartererne og på Nørre- og Søndermarken, og forstadskvartererne er udbygget med parcelhuse.

Vejle. Torvegade.

Vejle. Torvegade.

I 2006 begyndte opførelsen af Bølgen, et markant og eksklusivt boligbyggeri ud mod fjorden mellem lystbådehavnen og Nørreskoven, tegnet af arkitekt Henning Larsen. To af de projekterede fem "bølger" blev opført 2014, mens de tre sidste er under opførelse (2017).

Vejles meget store erhvervsområder ligger mod nordøst og sydøst.

Historie

Byen opstod ved et vadested ved Vejle Å (Sønderå). Sct. Nicolai Kirke blev bygget i 1200-t., og Vejle fik købstadsprivilegier i 1327. I middelalderen lå en nu helt forsvundet borg øst for Mølleåen, og vest for Sønderbro lå Rosborg hvorfra der endnu er bevaret et voldsted. Vejle var udsat for omfattende brande og pestepidemi i 1500-t., og nedgangsperioden vendte først i slutningen af 1700-t. I 1796 blev byen administrativt centrum i det nye Vejle Amt. I 1827 indviedes en ny havn der afløste en tilsandet åhavn, og i 1868 blev byen stationsby på jernbanestrækningen Fredericia-Aarhus. Virksomheden Hess' Jernstøberi og Fabrikker åbnede i 1876 og senere flere bomuldsspinderier. I 1900-t. fik Vejle industrier inden for en lang række områder, og befolkningstallet voksede; i 1870 havde byen ca. 6100 indbyggere, i 1960 over 31.000. I samme periode forsvandt gamle kvarterer, og byarealet blev udvidet.

Frem til 1980 gik den gamle hovedvej A10 gennem Vejles midtby med lange bilkøer til følge, når trafikken skulle passere de stejle og snoede veje tværs over ådalen. Med bygningen af Vejlefjordbroen, åbnet 1980, lettedes trafikken betydeligt i den indre by. Der er dog stadig gennemkørende biltrafik, især ved forbindelsen øst-vest.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne-Lise Lykke-Andersen, Ole Degn: Vejle i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=178945