Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vedersø

Oprindelig forfatter Mees Seneste forfatter Redaktionen

Vedersø, kirkelandsby i Vestjylland 17 km nord for Ringkøbing. Landsbyen er navnlig kendt for, at digteren Kaj Munk var præst her fra 1924 til sin død i 1944. Vedersø Præstegård, der hører under Ringkøbing-Skjern Museum og er åben for offentligheden i sommerhalvåret, er blevet istandsat, så den nu fremstår, som den så ud i 1944; de oprindelige længer er genopført, og oprindelige møbler er kommet tilbage. Projektet blev afsluttet i 2013. Også parken er åben for besøg.

Vedersø Kirke er en traditionel romansk landsbykirke fra 1100-t. Kaj Munk ligger begravet umiddelbart øst for kirken.

Stednavnet kendes fra omkring 1325 som Withershøgh, af mandsnavnet gammeldansk Withar og -høj.

Klitområdet Vedersø Klit ligger på vestkysten 5 km vest for byen. Indtil ca. 1940 fandtes her flere gårde, der lå ud til fjordengene, og hvis ejere supplerede indtægten med kystfiskeri. I dag findes her badehotel, campingpladser og talrige sommerhuse. I et forsøg på at undgå "Klondyke-områder" er der her strenge regler for bygningernes udseende og grundenes størrelser.

Annonce

Vedersø ligger i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Horst Meesenburg: Vedersø i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=178853