Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Thorsminde

Oprindelig forfatter Mees Seneste forfatter Redaktionen

Thorsminde. Luftfoto fra syd. Den ny havn ligger bag klitten nær havet, mens den gamle havn ligger ind mod fjorden - Nissum Fjord. I baggrunden Bøvling Klit og Bøvling Fjord. Nord for fjorden skimtes Forskningscenter Risøs forsøgsmøller ved Høvsøre. Foto: Finn Gade, 2007.

Thorsminde, indtil 1995 Torsminde, by med fiskerihavn ved Jyllands vestkyst; 378 indb. (2014). Havnen og byen ligger midt på Thorsmindetangen ved Nissum Fjord. Havnen var indtil 2011 statshavn, men herefter selvstyrehavn under Holstebro Kommune. Stednavnet udtales lokalt med tryk på første stavelse.

Thorsminde voksede op efter anlæg af slusen 1868-70 og blev efter dennes modernisering i 1931 havn for en mindre flåde af trækuttere. I 1967 byggedes en fiskerihavn uden for slusen, i dag hjemsted for 40-50 skibe, overvejende trækuttere på ca. 20 BT, der lander konsumfisk. Størrelsen begrænses af en spærrende sandrevle, der løbende uddybes til 3,50 m. Inden for slusen ligger et mindre antal fiskerbåde til fjordfiskeri.

Stednavnet kommer af Torsminde, kendt fra 1466 som Torsmynnæ, af fiskebetegnelsen torsk og subst. minde 'munding'.

Thorsminde Kirke, der er indrettet i et tidligere redningshus, blev indviet i 1939.

Thorsminde. Slusen fra 1931 mellem den gamle havn og indsejlingen regulerer vandstand og saltholdighed i Nissum Fjord. Gode fangstmuligheder gør den til et yndet sted for lystfiskere. Foto fra 2010.

Thorsminde. Slusen fra 1931 mellem den gamle havn og indsejlingen regulerer vandstand og saltholdighed i Nissum Fjord. Gode fangstmuligheder gør den til et yndet sted for lystfiskere. Foto fra 2010.

I Thorsminde liggerStrandingsmuseet St. George med bl.a. talrige fund efter strandingen af to store, engelske orlogsskibe, St. George og Defence, i julen 1811, hvor 1391 søfolk omkom.

Thorsminde har en betydelig campingplads, og området omkring havnen tiltrækker året rundt mange turister, ikke mindst fiskeinteresserede tyskere.

Annonce

Thorsminde ligger i Holstebro Kommune.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Horst Meesenburg: Thorsminde i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=171811