Spentrup, by i Østjylland 8 km nord for Randers; 2451 indb. (2017). Spentrup ligger i Randers Kommune.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes fra 1401 som Spynthorp, muligvis af et tilnavn gammeldansk *Spinki og -torp.

Den oprindelige kirkelandsby var stationsby på Randers-Hadsund-banen 1883-1969 og blev stærkt udbygget med parcelhuse i 1970'erne. St.St. Blicher var præst i Spentrup 1825-47, og i et bindingsværkshus, Malvinas Hus, er der indrettet en mindestue for digteren. Nordvest for byen ligger Hvidsten Kro fra 1790 og en mindelund for Hvidstengruppen.

I 2013 blev der ved Kirkemosegård nær Spentrup gjort et større smykkefund, der bestod af en fornem guldfibula, en lille guldring og 10 hængesmykker. Skatten var ca. 500 e.Kr. lagt ned i en mose, antagelig som en ofring. Fundet viser, at der har boet velhavende folk i dette område for 1500 år siden.

Ad det tidligere jernbanespor er der nu cykel- og gangsti fra Spentrup til Dronningborg øst for Randers. Stien indgår i rute 26, den regionale cykelrute mellem Randers og Mariager.

Spentrup Kirke har romansk kor og skib og lidt yngre vestforlængelse, alt bygget af delvis omsatte kvadre. De romanske kalkmalerier i korbuen fra ca. 1200 symboliserer jødedommen og den kristne kirkes fødsel. En skibsmodel fra 1838 blev skænket til St.St. Blicher som er begravet på kirkegården.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig