Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Skals

Oprindelig forfatter Stelz Seneste forfatter Redaktionen

Skals Kirke.

Skals Kirke.

Skals, by 12 km nord for Viborg; 1839 indb. (2017). Skals er en del af Viborg Kommune.

Byen ligger på et smalt moræneplateau mellem de to brede Simested Å- og Skals Å-dale tæt ved Hjarbæk Fjord.

Den gamle kirkelandsby udviklede sig som stationsby på Viborg-Aalestrup-banen (1893-1959) og er en uddannelsesby med efterskole, håndarbejdsskole og -seminarium.

Annonce

Navnet Skals nævnes 1345 som Skalnes, af skal '(muslinge)skal' og næs.

Her findes virksomheder inden for maskin- og møbelindustrien, hvoraf den største producerer madrasser. Landevejen Viborg-Løgstør - rute 533 - er ført vest om byen.

Skals Kirke midt i byen er en romansk kvaderstensbygning fra 1100-t. med sengotisk tårn og nordkapel. Af inventaret er den romanske granitfont, der er rigt dekoreret med løve og hjort omkring et mandshovede samt planteornamentik bemærkelsesværdig.

Se også kort, foto m.m. på www.korttilkirken.dk

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Stelzner: Skals i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=159722