Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Skallingen

Oprindelig forfatter HKuhl Seneste forfatter KBcke

Skallingen. Sommergræsning af får og kvier ved vogterhuset midt på Skallingen. Fårene sælges på det årlige marked i Ho. Fotografi fra 1994.

Skallingen. Sommergræsning af får og kvier ved vogterhuset midt på Skallingen. Fårene sælges på det årlige marked i Ho. Fotografi fra 1994.

Skallingen, 10 km lang og 2 km bred halvø, der med marsk og klitter uden bebyggelse strækker sig fra Oksby i nord til Grådyb ud for Esbjerg. Den er led i en ung barrieredannelse, men mere præget af erosion end Vadehavsøerne, fordi læ fra Blåvands Huk og uddybning af Grådyb til Nordsøen har begrænset sandtilførslen; siden 1910 er halvøen blevet 2 km kortere.

Halvøens rod har ind mod det højereliggende klitlandskab ved Ho-Oksby en 7 km lang, markant grænse. Tæt på dette skel, der ofte tolkes som en bronzealderkyst, fører vandløbet Havnegrøften mod øst til Hobo Dyb. Det meste af Skallingen er marskeng med mange loer, der munder mod øst. Langs vestkysten findes en smal klitzone, 8-15 m høj, der er bredere ved Højeknolde og Svenskeknolde samt ved Vogterhuset i syd. En smal betonvej (1943) er anlagt lige øst om klitterne.

Stednavnet kendes fra 1578 som Skalling, antagelig bestemt form af skalling 'nøgen lyngbakke'.

På halvøens indre marsk findes også render, gravet af tyskerne under Besættelsen (1940-45), formentligt som forsvar mod den formodede invasion. Desuden findes spor efter minerydning, foretaget af både tyskerne og danskerne efter afslutningen på Besættelsen, hvor tyskerne havde udlagt ca. 72.000 miner. Indtil 2005 blev der stadig fundet miner i bl.a. Skallingens kystklint mod Nordsøen, men i perioden 2006-12 blev halvøen ryddet for de resterende miner og i juli 2012 åbnet for offentlig adgang. Siden er en enkelt mine fundet (2013).

Annonce

Halvøen er en ung geologisk dannelse, der først kendes fra kort fra 1600-1700-t. I slutningen af 1800-t. havde marsken en lille udbredelse, mens størstedelen var nøgne sandflader, hvorover sandfyldte stormflodsløb strakte sig fra vest ud i Hobo Dyb. Klitterne lå dengang på øer med lidt strandvolde og marsk i læsiden. Man begyndte at bygge diger, især 1903-05, foran Skomagersletten i nord og ved sydenden; disse blev dog først effektive i 1933. Da sandoverskyllet var stoppet, begyndte marskengen at brede sig fra øst, betinget af at losystemets udvikling gav effektiv dræning ved lavvande. En ny og sjælden planteverden udviklede sig efterhånden helt ind til klitterne med bl.a. stilkløs kilebæger. Den nye bevoksning gav mulighed for aflejring af ler ved højvande.

I løbet af 1970'erne købte staten næsten hele området og inddrog det i naturreservatet Vadehavet. Marsken og Hobo Dyb er begge naturbeskyttede. Hele Skallingen og et område omkring Bolbjerge med udsigtspunktet Pælebjerg - ca. 2300 ha - er ligesom øen Langli i Ho Bugt fredet.

Skallingen indgår i Nationalpark Vadehavet, oprettet i 2010; halvøen er desuden udpeget som EF-fuglebeskyttelsesområde.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Kuhlman: Skallingen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=159711