Ryomgård, by på Midtdjursland 25 km vest for Grenaa; 2432 indb. (2017). Ryomgård er en del af Syddjurs Kommune. Byen ligger på kanten af morænelandet ned mod den hævede havbund fra Litorinahavet i forlængelse af Kolindsund.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes fra 1470 som Rydum, 1608 Ryomgaard, dat.plur. af gammeldansk rȳthi 'rydning' eller rȳthi, samme ord som jysk ryde 'samling af unge træer, krat'; -gård sigter til herregården.

Ryomgård voksede op omkring jernbaneknudepunktet mellem Aarhus-Grenaa (1877), Randers-Grenaa (1876-1971) og Ryomgård-Gjerrild (1911-56). Djurslands Jernbanemuseum ligger i den gamle stationsbygning. Mod syd i byen og langs jernbanen ligger et større erhvervsområde med træ- og byggeindustri og flere servicevirksomheder. Byvæksten med parcelhuse er foregået i bakkerne mod nord.

Syd for byen på en holm i Ryom Ådal ligger hovedgården Gammel Ryomgård.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig