Ryes Skanse, skanse på Helgenæs 10 km sydvest for Ebeltoft. Arbejdet blev påbegyndt 1848 og afsluttet 1849, da general Olaf Rye efter flere danske nederlag i det sydlige Jylland under 1. Slesvigske Krig trak sin brigade med ca. 6500 mand og 1500 heste ind bag skansen på Helgenæs, anlagt ved det smalle drag, som forbinder Helgenæs med Mols. Herfra sejlede brigaden via Fyn til Fredericia for at tage del i Slaget den 6. juli, som blev vundet af danskerne. Slaget kostede mange faldne, deriblandt Olaf Rye.