Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning. |
Rubjerg Knude. Rubjerg Knude Fyr, godt begravet i sand.
Rubjerg Knude, ca. 70 m høj aktiv havklint ud mod Jammerbugten 12 km vest for Hjørring. Klinten består af næsten lodretstående lag af smeltevandsaflejringer, presset op af en isstrøm fra nord og overlejret af 10-25 m høje klitter.
Sandmasserne spærrer for lyset fra det 23 m høje Rubjerg Knude Fyr, opført i 1900, hvorfor det blev slukket i 1968. I 1980 blev bygningerne indrettet med Vendsyssel historiske Museums udstillinger om sandflugt, Rubjerg Knude Fyrs historie og et cafeteria, men i 2002 måtte også museet opgive kampen mod sandet. I stedet er Strandfogedgården et par kilometer derfra blevet Vendsyssel historiske Museums nye afdeling i Rubjerg.
Rubjerg Knude er nævnt 1264 som Robiergh, af gammeldansk *rō 'stang, pæl' eller plantebetegnelsen rug og -bjerg; 2. led knude 'bakkeknude'. |
I 1994 købte Danmarks Naturfond 11 ha af området for at det kunne overlades til naturens kræfter. En del af dette område ligger nu i havet. Rubjerg Knude og Lønstrup Klint udgør et EF-habitatområde. Området nær klinten har en vid udsigt og er et populært turistmål.
23 m højt fyrtårn med den næsthøjeste flammehøjde i Danmark. Fyret fik på trods af sin bastante størrelse kun en begrænset levetid....læs mere om Rubjerg Knude Fyr.
Hans Kuhlman: Rubjerg Knude i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 4. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=153084 |
Denne artikel stammer fra:
Leksikon