Ringkøbing Fjord, december 2010.

.

Vinter 1985: Isfiskeri på Ringkøbingfjorden.

.

Ringkøbing Fjord, strandsø, tidligere fjord, i Vestjylland; 300 km2. Den er Danmarks største strandsø, mod vest afgrænset af den 1-2 km brede Holmsland Klit.

Periodevis var fjorden en havbugt, og den havde i 1700-t. østersbanker. Senere, da den blev mere lukket, fik den skiftende udløb mod syd nær Nymindegab, og der var et stort sildefiskeri. Fjorden var dengang præget af svingende vandstand og stor variation i saltholdigheden, hvilket betød at de omkringliggende enge blev ødelagt og at besejlingen til handelsbyen Ringkøbing var vanskelig.

Siden 1931 har vandstanden været reguleret af sluser ved Hvide Sande. Fjorden var herefter præget af det tilstrømmende ferskvand. Man ville undgå at saltvandet ødelagde engene, men ferskvandet ødelagde livet i fjorden, både pga. forurening (eutrofiering) og mangel på salt. Store mængder okker fra brunkulslejer og dræn skadede fjorden. Siden midten af 1990'erne har der været lukket mere saltvand ind, og det oprindelige saltvandsprægede liv er atter ved at indfinde sig. Genopretningsprojektet for Skjern Å, der afluttedes i 2003, tillader at åen oversvømmer store arealer før den løber ud i fjorden og således fjerner okker og andre stoffer fra åvandet.

Halvdelen af Ringkøbing Fjord er mindre end 2 m dyb; kun to dyb, ét i nord og ét i syd, når ned i 4-6 m. Den lave, lange ø Klægbanke ligger langs østkysten, og længst mod syd ligger Tipperne, et vade- og marskområde nær fjordens gamle udløb. Bortset fra det nordvestlige hjørne blev Ringkøbing Fjord i 1998 erklæret for internationalt naturbeskyttelsesområde.

Et område ved Nymindegab samt Tipperne og Klægbanke er fredet.

I 1975 fandtes 130 erhvervsfiskere; i begyndelsen af 2000-t. er tallet beskedent. Hertil kommer et betydeligt antal fritidsfiskere. Fangsten er især ål, skrubber og helt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig