Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rands Fjord

Oprindelig forfatter ÅMV Seneste forfatter Redaktionen

Rands Fjord, sø, tidligere fjord mellem Vejle og Fredericia. Den tidligere fjord ligger i forlængelse af Elbo Dal. Den blev i 1866 skilt fra sin udmunding i Vejle Fjord ved bygning af en dæmning med sluse.

I vest løber Spang Å til søen, som er omgivet af et kuperet landskab, hvor enge og græsningsarealer veksler med dyrkede marker og småskove. Langs søbredden findes frodig rørsump af tagrør, søkogleaks, lysesiv, m.fl. I rørsumpen yngler bl.a. toppet lappedykker, knopsvane, grågås, gråand, troldand og stor skallesluger.

På begge sider af søen ligger gamle kiselgurlejer. Kiselguren blev tidligere brugt til fremstilling af isolationsmaterialer.

Annonce

Stednavnet kommer efter landsbyen Rands, 1524 Raans, af subst. 'pæl' eller dyrebetegnelsen og næs.

Et stort område omkring søen - 1047 ha - blev fredet i to omgange, 1968 og 1979. I det fredede område ligger herregårdene Østedgård og Nebbegård, hhv. syd og nord for søen. Ved Nebbegårds middelalderlige voldsted sluttede Valdemar 4. Atterdag forlig med de holstenske grever i 1348 om Fyns indløsning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Åge Myrhøj Vestergård: Rands Fjord i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=148610