Rødekro, by i det sydøstlige Sønderjylland, ca. 5 km nordvest for Aabenraa; 6088 indb. (2017). Fra januar 2007 indgik Rødekro Kommune som en del af Aabenraa Kommune.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kommer efter Røde kro, opr. kro oprettet 1642 med navn efter beliggenheden ved Rødå.

Byen er opstået som tysk stationsby (Rothenkrug) i 1866 ved anlægget af jernbanestrækningen Kolding-Padborg; fra Rødekro var der tidligere togforbindelse til Aabenraa.

Rødekros arbejdspladser findes især inden for industri og handel. De fleste industrivirksomheder er samlet i byens østlige del nær motorvejsudfletningen (E 45) og landevejen Aabenraa-Esbjerg (rute 24), og de domineres af jern- og metal- samt bygge- og anlægsbrancherne. Byen er udviklet kraftigt siden 1970 og vokset helt sammen med kirkelandsbyen Rise.

Nær ved Rødekro ligger Æ Vold, et velundersøgt forsvarsanlæg fra 200-t. Gæstgiveriet Røde Kro lå ved Hærvejen og findes endnu i dag i bymidten.

Cykel- og vandreruten Hærvejsruten går gennem Rødekro.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig