Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Odder

Oprindelig forfatter Stelz Seneste forfatter Redaktionen

Odder Kirke.

Odder Kirke.

Odder, by i Østjylland, ca. 20 km syd for Aarhus; 11.872 indb. (2017). Odder er administrativt centrum for Odder Kommune.

Byen har udviklet sig som stations- og oplandsby mellem Horsens og Aarhus, hvortil der foregår en del udpendling, dels ad Odderbanen, dels ad rute 451. Byen rummer bl.a. højskole og gymnasium og havde 2003-10 en afdeling af Aarhus Sygehus, det tidligere Odder Sygehus (1879). Foruden service og handel findes mange arbejdspladser inden for industri, domineret af grafiske virksomheder samt møbelindustri.

Navnet Odder nævnes 1363 som Oddræth, af substantivet od 'spids' og gammeldansk *ræth, af uklar betegnelse, formentlig en områdebetegnelse.

Den oprindelige landsby ligger ved Odder Å. Her findes en mølle, der huser Odder Museum med udstillinger om mølleri, jagt og tekstiler. Den ældste del af byen består af sammenbyggede huse med to til tre etager langs gaden mellem stationen og landsbyen. Nyere parcelhuskvarterer ligger på morænefladen mod øst og i bakkerne vest for centrum. Erhvervskvarteret strækker sig op i bakkerne nord for byen.

Umiddelbart sydvest for Odder, omkring godset Rathlousdal, ligger et stort fredet landskab med skove og agerjord; 474 ha blev fredet i 1979.

Midt i byen, ved det tidligere vadested, ligger den romanske kirke Odder Kirke.

Odder Kirkes hjemmeside; se også kort, foto m.m. på www.korttilkirken.dk

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Stelzner: Odder i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=134404