Norsminde Fjord, tidl. Kysing Fjord, lavvandet fjord med et smalt udløb i Aarhus Bugt 15 km syd for Aarhus; 1,8 km2.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes fra 1292 som Norsminne, af nor og gammeldansk *minne 'udmunding', se -minde.

1962-64 blev der i det frie udløb bygget en vejdæmning med tre gennemløb, der kan tilskoddes. Vind og relativt svagt tidevand kan presse saltvand ind under det ferske tilløb fra Odder Å, og det således lagdelte vand er stærkt forurenet.

Tidligere var fjorden dobbelt så stor med to småøer; midt i 1800-t. blev den østlige del inddæmmet og tørlagt som Frederiksdal Inddæmning. Hele området er vildtreservat, og 50 ha blev fredet i 1970.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig