Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mols Bjerge

Oprindelig forfatter ÅMV Seneste forfatter KBcke

Nationalpark Mols Bjerge indviedes i 2009.

Nationalpark Mols Bjerge indviedes i 2009.

Mols Bjerge, stærkt bakket randmorænelandskab med stejle erosionskløfter og dækket af græshede, plantager og egekrat på Mols; ca. 30 km2. De største højder nås i Agri Bavnehøj (137 m.o.h.), Stabelhøje (135 m.o.h.) og Trehøje (127 m.o.h.).

Geologisk set er Mols Bjerge en del af randmorænelandskabet ved den østjyske isrand som lå over det sydlige Djursland sent i sidste istid. "Bjergene" lå indeklemt mellem istunger i vigene, Kalø Vig og Ebeltoft Vig, og istryk herfra skabte de karakteristiske rækkedelte bakkebuer. Desuden findes tydelige dødishuller, bl.a. Tinghulen, og ved Langbjerg stenbestrøninger. Stejle erosionskløfter er opstået under og efter isens bortsmeltning. I kystlandet findes spor efter Litorinahavet i form af hævede strandvolde og tilgroede klinter.

De højeste bakker er kronet af bronzealderhøje, og lavere i terrænet findes rester af stendysser, bl.a. Poskær Stenhus nordøst for Knebel. Desuden ses mange felter med højryggede agre fra middelalderen. Landskabet er for en stor del dækket af græshede, plantager og sent anlagte egekrat. Ca. 25 km2 er fredet, og Naturstyrelsen driver naturpleje med græsning.

Annonce

Molslaboratoriet, Strandkær, der tilhører Naturhistorisk Museum i Aarhus, udfører økologisk forskning vedrørende Mols' dyre- og planteliv.

Mols Bjerge indgår i Nationalpark Mols Bjerge, indviet i 2009.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Åge Myrhøj Vestergård: Mols Bjerge i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=126860