Lien, tilgroet klint, der forløber i en 7 km lang bue fra Slettestrand til Tranum i Hanherred, Nordjylland. Den stejle, 30-50 m høje tidligere kystklint, landets højeste indlandsskrænt, er dannet af Litorinahavet og gennembrydes af fire større kløfter, bl.a. Fosdalen. Da den blev fredet 1956, var vegetationen en græs- og urterig hede på fugtig jordbund; i dag er en del buskvækst trængt frem. Fredningen omfatter omkring 1300 ha af skrænten og det lavtliggende forland.