Kvie Sø
Kvie Sø set fra den sydlige bred
Kvie Sø
Licens: CC BY SA 3.0
Rekreativt område ved Kvie Sø
Rekreativt badeområde ved Kvie Sø
Rekreativt område ved Kvie Sø
Licens: CC BY SA 3.0

Kvie Sø, cirkelformet fredet sø på den sandede hedeslette ved Ansager 10 km sydvest for Grindsted; 30 ha. Søen har hverken tilløb eller afløb og er ved en dæmning i sydvest afskåret fra et moseområde.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Kvie kommer af ved Kvie, 1495 Quie, plur. af gammeldansk *kwi 'kvægfold'.

Den klarvandede sø er dannet ved vinderosion efter sidste istid; den er næringsfattig og sur, en såkaldt lobeliesø, og indtil 2,6 m dyb. Tidligere var Kvie Sø forurenet med næringsrigt drænvand, men dette er nu ledt udenom. Den blev sammen med de nærmeste omgivelser fredet 1947 (47 ha) og har videnskabelig interesse, bl.a. på grund af den sjældne vandplante gulgrøn brasenføde. Miljøtilstanden i søen registreres en gang om året som led i det landsdækkende overvågningsprogram NOVANA (se miljøovervågning).

Søen er omgivet af indlandsklitter. Mod øst ligger et mindre sommerhusområde, og mod nord en campingplads; søen er påvirket af badning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig