Korup Sø, tørlagt sø på Djursland 4 km øst for Rønde. Den 1,5 km2 store søbund, 3 m.o.h., ligger mellem randmorænerne ved Kalø Vig og Tirstrup Hedeslette og har tørveholdige jorder, der egner sig til græs. Nær det sydøstlige hjørne ligger den arkæologiske lokalitet Barkær. Søen udgjorde i stenalderen bunden af en fjordarm med forbindelse til Litorinahavet via Kolindsund. Siden blev søbassinet afsnøret pga. landhævning, og i 1872 blev den tørlagt ved uddybning og omlægning af Korup Å og Feldbæk.