Klejtrup Sø er en næsten cirkulær sø ved byen Klejtrup (904 indb., 2013) 10 km sydvest for Hobro. Den 1,5 km2 store sø har et ca. 3 m dybt skålformet bassin, der får vand fra Klejtrup Bæk. Udløbet ved søens sydlige bred (Skals Å) er reguleret med en dæmning. Her ligger turistattraktionen Verdenskortet, et 50 m×100 m stort verdensatlas med lande, søer, floder og bjergkæder bygget i jord og sten 1944-1969 af Søren Poulsen (1888-1969). Ved søen ligger også et højt voldsted fra tidlig middelalder, Brattingsborg.