Kelddal Mølle, vandmølle ved et lille tilløb, der får sit vand fra kilder, til Halkær Å 13 km syd for Nibe, nævnt første gang 1512 under Halkær hovedgård. Denne tilhørte da Viborg bispestol, men gik ved reformationen 1536 over til kronen. Senere kom den og mølen i forskellige adelsfamiliers eje, og møllerne var indtil først i 1800-t. fæstere.

I 1843 opførtes nye bygninger, og mølleren opsatte en bevaret tavle med denne ordlyd: Min formand faldt/og henrandt./Gud var god./Jeg ny opstod./Giv held og lykke./Af den jeg nyde mod./Bygt af Jens Pedersen/ 1843/Ejer af Keldals Mølle.

Kelddal mølle var et firelænget anlæg, og senere opførtes flere udbygninger. Møllen blev fredet 1964, men fredningen ophævedes 1988, da den daværende ejer nedrev alle bygninger med undtalgelse af stuehuset og det "ibygte" møllehus samt en lade. Møllehuset er stadig tækket med strå, mens stuehuset er tækket med eternit. Stenpikningen på den gamle gårdsplads skånedes, så man kan se det gamle anlægs plan.

Vandmøllen har 1 overfaldshjul - oprindelig havde den underfaldshjul, da overfaldshjul ikke kendtes omkring 1500 - og vandet føres fra den højt opstemmede lille mølledam hen over hjulet ad en lang sliske. Ellers er møllereriet stort set uændret i tidens løb, men møllen blev restaureret lige efter fredningen og 1999-2004. Et nyt vandhjul, 3 meter i diameter ligesom det gamle, opsattes som det første. Nu er møllen fuldt funktionsdygtig med sine to kværne, hvoraf den fra 1892 er i brug. Havrevalsen er også restaureret, og af inventar er der i øvrigt en grubbekværn (pille-/skallekværn), en tromlesigte og en grynvifte.

Usædvanligt for egnen sidder møllehjulet uden på huset, men til beskyttelse mod vejrliget er det overdækket med et lille stråtækt halvtag. Møllehuset er lavt, da møllen har undertræk til kværnene, hvilket er typisk for møller nord for en linje omtrent fra Horsens fjord til lidt vest for Struer/syd for Lemvig.

Kelddal Mølle, der altid kun har været en kornmølle, fungerede til først i 1970´erne til privat og demonstrationsbrug. Den er i privateje, men Kelddal Mølles Støttekreds hjælper ejerne. Møllen kan ses i funktion på den årlige Mølledag og ved særlige arrangementer.

Adresse: Kelddalsvej 15, Vegger, 9240 Nibe

Se også vandmølle.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig