Børglumkloster Mølle er en vindmølle ved Børglum Kloster i Nordjylland ca. 5 km øst for Løkken, opført 1887 af Jens Rottbøll. Møllen var i brug frem til begyndelsen af 1900-tallet.

Møllen er af hollandsk type med undermølle i grundmur og ottekantet overmølle i træ beklædt med spåner; hatten er løgformet og ligeledes spåntækt. Vingerne er til kludesejl, og da møllen var i funktion, krøjede den med et manuelt krøjeværk. Møllens vindfang er 11 m, og den har kværn, kageknuser og havrevalse.

Børglumkloster Mølle er blevet restaureret flere gange, blandt andet i 1963 og i begyndelsen af 2000-tallet, hvor møllen fik nye vinger.

Børglum Klosters oprindelige mølle var en stubmølle, der lå syd for gården. Den nuværende mølle blev bygget tættere ved gården på en vold, oprindelig en gravhøj, lidt vest for Bålhøj. Neden for møllen findes Sankt Bodils Kilde.

Børglumkloster Mølles vinger som symbol

Møllens vinger har haft stor symbolsk betydning, da møllevinger sat i kors betyder, at der har været et dødsfald. Hvis der ikke har været dødsfald, vil møllevinger normalt stå i X, når møllen ikke arbejder.

Børglumkloster Mølles vinger har stået i kors siden den 26. september 1942, da den unge kaptajn, faldskærmssoldaten Christian Michael Rottbøl fra Børglum Kloster, døde under tragiske omstændigheder. Efter den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 tog han til England og blev dér skolet militært for at kunne bekæmpe nazisterne. Under en illegal mission i Danmark blev han dræbt af det danske politi. Hans grav findes ved østsiden af Børglumkloster Kirke.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig