Sletterhage Fyr, vinkelfyr på Helgenæs' sydligste punkt, Sletterhage. Det nuværende hvide fyr står næsten på stranden og erstattede i 1894 et tidligere fyr fra 1872 i en nærliggende husgavl. Fyret markerer indsejlingen til Aarhus, idet sejlrenden ved Sletterhage går tæt på kysten, og det er bygget i beton, 16 m højt og har flammehøjden 17 m.o.h. Fyrkarakteren er hvidt lys i 7,5 sek. efterfulgt af 2,5 sek. pause.

Sletterhage Fyr blev automatiseret i 1984. I 2005 blev det af Farvandsdirektoratet solgt til en privatperson, men vedblev at fungere som fyr. Det er i dag tilbage i offentligt eje; selve fyret ejes af Farvandsvæsenet og fyrbygningerne af Naturstyrelsen. For at sikre offentlighedens adgang til bygningerne og for at huse forskellige kulturelle aktiviteter blev foreningen Sletterhage Fyrs Venner stiftet i 2009.

Adresse: Sletterhagevej 56, Helgenæs, 8420 Knebel.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig