Oksbøl, stationsby 13 km vest for Varde; 2858 indb. (2017). Oksbøl var indtil 2007 administrationscenter for Blåvandshuk Kommune, men er nu en del af Varde Kommune.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes fra 1481 som Oxbøl, af okse og -bølle 'bebyggelse'.

Oksbøl er siden 1903 station på Varde-Nørre Nebel Jernbane – nu Vestbanen. Byen har næsten fordoblet sit indbyggertal siden 1960 i takt med sommerhusudbygning ved Vestkysten. Et stort, militært øvelsesområde med Oksbøllejren og Hærens Kampskole og ca. 600 fastansatte, ligger ca. 2 km vest for byen. Hertil går et sidespor fra Oksbøl Station.

Oksbøllejren var efter 2. Verdenskrig flygtningelejr med op til 36 000 internerede flygtninge. Vidnesbyrd herom findes på Blåvandshuk Egnsmuseum i Oksbøl, som tillige bl.a. fortæller historien om Tirpitz-stillingen ved Blåvand.

I sommerperioden spiller turismen en stor rolle. Ravmuseet i Oksbøl viser ravets natur- og kulturhistorie. I byens nordlige del ligger Ål Kirke med bemærkelsesværdige kalkmalerier fra 1200-1225.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig