Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Oksbøl

Oprindelig forfatter Mees Seneste forfatter Redaktionen

Oksbøl, stationsby 13 km vest for Varde; 2858 indb. (2017). Oksbøl var indtil 2007 administrationscenter for Blåvandshuk Kommune, men er nu en del af Varde Kommune.

Oksbøl er siden 1903 station på Varde-Nørre Nebel Jernbane - nu Vestbanen. Byen har næsten fordoblet sit indbyggertal siden 1960 i takt med sommerhusudbygning ved Vestkysten. Et stort, militært øvelsesområde med Oksbøllejren og Hærens Kampskole og ca. 600 fastansatte, ligger ca. 2 km vest for byen. Hertil går et sidespor fra Oksbøl Station.

Annonce

Oksbøllejren var efter 2. Verdenskrig flygtningelejr med op til 36 000 internerede flygtninge. Vidnesbyrd herom findes på Blåvandshuk Egnsmuseum i Oksbøl, som tillige bl.a. fortæller historien om Tirpitz-stillingen ved Blåvand.

Stednavnet kendes fra 1481 som Oxbøl, af okse og -bølle 'bebyggelse'.

I sommerperioden spiller turismen en stor rolle. Ravmuseet i Oksbøl viser ravets natur- og kulturhistorie. I byens nordlige del ligger Ål Kirke med bemærkelsesværdige kalkmalerier fra 1200-1225.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Horst Meesenburg: Oksbøl i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=134822