Mariager, by på sydsiden af Mariager Fjord, ca. 25 km nord for Randers; 2490 indb. (2017). Byen var 1966-2006 administrationscentrum i Mariager Kommune og er nu en del af Mariagerfjord Kommune.
Faktaboks
- Etymologi
- Mariager nævnes 1446 som Marieager, efter Jomfru Maria og ager, dvs. et sted helliget dyrkningen af Jomfru Maria, oprindeligt navn på Mariager Kloster.
Mariager ligger i en erosionsdal ud mod Mariager Fjord. Den gamle bydel, der ligger mellem havnen og klosterkirken med klosterbygningen, nu dommerkontor, har bevaret sit købstadsmiljø med mange velholdte bindingsværkshuse og smalle gader med toppede brosten omkring et trekantet torv.
Et lokalhistorisk museum med bl.a. en rekonstruktion af det tidligere klosterkompleks er indrettet i en gammel købmandsgård fra 1700-t.
Den klassicistiske rådhusbygning fra 1821-22 blev forhøjet i 1914. Ved den gamle skudehavn med den fredede havnekran ligger aktivitetscentret Danmarks Saltcenter, oprettet 1998.
Mariagers nyere kvarterer ligger i bakkerne vest for byen, og ved udfaldsvejen mod syd findes erhvervsområdet Klostermarken med bl.a. plastindustrier. Den regionale handicapinstitution Sødisbakke øst for byen er en betydelig arbejdsplads.
Turisme spiller en stor rolle, og byen har bl.a. campingplads og lystbådehavn. Om sommeren kører veterantog på den 17 km lange jernbanelinje mod sydvest til Handest, og rutebåden Svanen besejler i sommermånederne Mariager Fjord fra Hobro til udmundingen i Kattegat.
Sydøst for Mariager ligger Hohøj, med Danmarks største gravhøj fra bronzealderen på toppen, 110 m.o.h., et storslået udsigtspunkt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.