Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Holstebro

Oprindelige forfattere EGrau, IHaug og Stelz Seneste forfatter Redaktionen

Holstebro Kongres- og Kulturcenter, bygget i 1991.

Holstebro Kongres- og Kulturcenter, bygget i 1991.

Holstebro, by i Vestjylland, ca. 35 km nordvest for Herning; 35 867 indb. (2017). Byen er et handelsmæssigt knudepunkt i Vestjylland og siden 1970 kommunalt administrationscentrum for Holstebro Kommune.

Holstebro er opstået som vadested over Storå og ligger, hvor åens smeltevandsslette er smal og støder op til de frugtbare moræneaflejringer i nord og til Skovbjerg Bakkeø i syd. Byen ligger på intercitystrækningen mellem Vejle og Thisted. Det overordnede vejnet strækker sig med rute 11, 16 og 18 ud mod alle fire verdenshjørner.

Erhvervsområderne ligger nær byens ringvej og langs udfaldsvejene mod Viborg (rute 16) og Herning (rute 18). Holstebro opbyggede især i 1960'erne og 1970'erne et alsidigt erhvervsliv, og forholdsvis mange er beskæftiget inden for træ-, møbel-, tekstil- og plastindustri. Støberiet og maskinfabrikken Birn med ca. 650 ansatte (2016) er en af de største private virksomheder i Holstebro. Regionshospitalet (1895) er en anden stor arbejdsplads. Byen er velforsynet med videregående uddannelser og har bl.a. en afdeling af Det Kongelige Teaters Balletskole. Siden 1953 har Jyske Dragonregiment ligget i byens sydlige udkant. I 1989 indviede regionalstationen TV Midt-Vest sine bygninger øst for byen ved Vandkraftsøen.

Annonce

Holstebros middelalderbykerne ligger nord for Storåen og omgiver byens centrale plads, Store Torv, hvor fire hovedgader mødes. På torvet foran byens gamle rådhus står Alberto Giacomettis Kvinde på kærre med kælenavnet "Maren o æ woun" (1942, opstillet 1966) som frontfigur og forløber for den lange række af skulpturer og kunstneriske udsmykninger, som kendetegner bymidten.

Blandt kulturelle institutioner findes det eksperimenterende Odin Teater, en afdeling af Det kongelige Teaters balletskole, Holstebro Museum, Holstebro Kunstmuseum, Holstebro Musikskole, en af landets største, og det i 2006 renoverede Musikteatret Holstebro - Black Box Theatre - som var tiltænkt Peter Schaufuss Balletten, men efter dennes flytning til Vejle i 2009 har det fået nyt indhold. Byen huser også Dansk Talentakademi, en uddannelsesinstitution for unge med linjer i musik, kunst og design, dans, teater og musical samt forfattervirksomhed.

Ved Ringvejen står verdens første permanente laserskulptur, Kaos-Tempel (Frithioff Johansen, 1989). Ved Storå ligger Holstebro Kongres- og Kulturcenter. Byens sammenbyggede rådhus og bibliotek fra 1980'erne (arkitekterne Hans Dall og Torben Lindhardtsen) er et udtryk for ambitionen om ny bygningskunst indpasset i det eksisterende bybillede. Efter 1960 er byudviklingen især foregået langs ringvejen og mod nordvest, hvor der findes blokbebyggelse og parcelhuskvarterer med skoler, parker og idrætsanlæg. Mod syd og øst begrænses byen af plantager.

Historie

Købstaden Holstebro nævnes første gang i 1274.

Navnet Holstebro kendes fra 1274 som Holstatbro, 1. led vist af gammeldansk holstath 'sted, hvor der er hul(ler) i en å'.

Allerede i middelalderen var byens heste- og kreaturmarkeder blandt Jyllands største, og denne handel fortsatte indtil op i 1900-t.

I 1800-t. blev Holstebros slagterisektor banebrydende i Danmarks baconeksport til Storbritannien, ligesom byen senere i århundredet blev center for den tidlige vestjyske industri med jernstøberier og bl.a. R. Færchs Tobaksfabrik.

Kirker

Den nuværende Holstebro Kirke, Sankt Jørgens Kirke, har haft flere forgængere. 1340 nævnes en kirke i byen, og 1450 byggedes Maria Kirke, som stod til 1905, da den blev revet ned for at give plads til en større kirkebygning på byens centrale kirkeplads.

Valgmenighedskirken er fra 1885, udvidet til nuværende størrelse i 1906-07. Menigheden er grundtvigsk, med præsten Morten Larsen som mangeårig frontfigur. I årene 1914-66 var kirken frimenighed, derefter atter valgmenighed inden for Folkekirken.

Den omtrent kvadratiske Nørrelandskirke i byens nordvestkvarter, tegnet af arkitekterne Inger og Johannes Exner, er bygget 1966-69. Kirkens "tårn" er en stålmast med klokkekasse i træ. Kirken har kunstnerisk udsmykning af Helga og Bent Exner, Jens Nielsen, Mogens Jørgensen og Erik Heide.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Esben Graugaard, Ida Haugsted, Knud Stelzner: Holstebro i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 6. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=92605