Herning, by i Midtjylland; 49.229 indb. (2017). Herning har udviklet sig hurtigt fra landsby til Midtjyllands betydeligste by.
Faktaboks
- Etymologi
- Navnet Herning kendes ca. 1325 som Hørningh, af gammeldansk horn i betydningen 'bakkefremspring' og -inge.
Udviklingen er først og fremmest sket langs hovedvejen mellem Aarhus/Silkeborg og Ringkøbing, primærrute 15, med forstæderne Snejbjerg i vest og Hammerum i øst; men udviklingen er også gået i nord-sydgående retning langs landevejen mellem Holstebro/Struer og Vejle, primærrute 18, med Tjørring i nord og Lind i syd.
To motorveje forbinder byen med det danske motorvejsnet: Herningmotorvejen mod Aarhus (rute 15) og Den Midtjyske Motorvej mod Vejle (rute 18). Der er togforbindelse med diagonalbanen til Struer, Holstebro og Vejle – med intercitytog – og til Aarhus og Ringkøbing.
Store udvidelser af byarealet og inddragelse af nærliggende landsbyer er især foregået efter 2. Verdenskrig. Industrikvarterer findes mod øst og nordøst samt langs vestranden af byen.
Præget af handels- og serviceby træder tydeligst frem omkring den lange gågade og ved parkeringspladserne bag facadehusene på hovedgaden. Byen er udsmykket med talrige skulpturer, og i 1996 blev torveområdet renoveret. Herning er kommunecenter for Herning Kommune; rådhuset er opført 1996 og tegnet af Arkitema. Egentlig gammel bebyggelse i Herning findes ikke.
Herning har en varieret erhvervsstruktur. Traditionelt er tekstilindustrien vigtig; bl.a. har undertøjsfabrikanten JBS, grdl. 1939 af Jens Bjerg Sørensen (1919-87), hovedsæde i byen. I 1980'erne og 1990'erne etablerede flere store firmaer sig i byen bl.a. inden for it-branchen.
Stor messeaktivitet har været med til at præge udviklingen siden 1954 da den første Herning Hal blev opført. I dag er de gamle haller inde midt i byen blevet udvidet og udgør et kongres-, møde- og kulturcenter, Herning Kongrescenter, ligesom store udstillingsbygninger er kommet til i form af Messecenter Herning sydvest for byen. I tilknytning til messecenteret er opført multiarenaen Jyske Bank BOXEN, indviet 2010. Foruden at dække de mere traditionelle uddannelser rummer Herning bl.a. Den Danske Eksportskole, Handels- og Ingeniørhøjskolen samt en skole for tekstilteknikere, -designere og -ledere, TEKO Center Danmark.
Herning Kirke er bygget 1889, tegnet af arkitekt C.A. Wiinholt i tidens populære romantiske stil. En mindre romansk granitkirke på stedet var forinden revet ned. Altertavlen er malet 1916-17 af Joakim Skovgaard med ramme af hans assistent Niels Larsen-Stevns. En tidligere og mindre keramisk altertavle var tegnet af Thorvald Bindesbøll, udført af keramiker Herman A. Kähler. Den står nu i kirkens sakristi. Lige uden for byen, i Birk Centerpark, ligger De Geometriske Haver, som er tegnet af landskabsarkitekt C.Th. Sørensen i 1954 og anlagt i 1983.
I Herning kan man se forfatteren Nis Petersens barndomshjem.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.