Bovbjerg Badehotel, tidligere hotel i Ferring sydvest for Lemvig. Hotellet blev bygget 1901 af maleren Kristen Bjerre efter egne tegninger og nedrevet 1983. Bjerre havde allerede i 1891 erhvervet den gamle strandfogedgård i Ferring for at ernære sig og sin hustru, Petrine, ved krodrift. Da Bovbjergskrænten på grund af erosion kom for tæt på bygningen, valgte han at opføre badehotellet noget fjernere fra skrænten, tæt på Ferring Kirke. I 1905 udvidedes hotellet med en tårnbygning. Bjerre var hotelejer indtil 1935 hvor en søn overtog driften.

Bovbjerg Badehotel blev populært i det bedre borgerskab, som kom til egnen om sommeren for at nyde den friske luft og havbadene. Særlig kendt er hotellet som mødested for Bjerres kunstnerkolleger og venner: deriblandt digterne Thøger Larsen, Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg, Marie Bregendahl, Johannes Buchholtz, Viggo Stuckenberg, Valdemar Rørdam, Nis Petersen; malerne Niels Bjerre, Eigil Petersen, Jens Vige og Michael Sørensen. Hotellet kom til at huse en samling af de gæstende maleres og Bjerres egne værker. I 1928 kom også den unge maler Jens Søndergaard til, og han befandt sig så godt at han købte sommerhus i Ferring og indrettede det til atelier - i dag Jens Søndergaards Museum.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig