.
.

Egernsund er en by i Sønderjylland 11 km vest for Sønderborg; 1539 indbyggere (2022). Egernsund ligger i Sønderborg Kommune.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Egernsund nævnes 1648 som Ekernsundt, vist 'sund med (mange) egern (ved bredderne)'.

Byen ligger på Broager Land øst for Egernsundbroen (1968), som over farvandet Egernsund forbinder byen med Alnor, nu en forstad til Gråsten.

Byens udvikling har i århundreder været forbundet med de nærliggende teglværker. Havnen i Egernsund var hjemsted for småskibe, der fragtede tegl fra Nybøl Nor, indtil lastbiltrafikken overtog transporten. Byen har træindustri, keramisk industri samt et bådebyggeri, som reparerer lystfartøjer. De Forenede Teglværker i Egernsund A/S, en salgsorganisation for områdets teglværker, har siden 1894 haft kontor her.

Ud mod Flensborg Fjord ligger Egernsund Kirke, bygget i 1909.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig