Augustenborg, by beliggende ved bunden af Augustenborg Fjord på Als; 3245 indb. (2017). Augustenborg ligger i Sønderborg Kommune. Terrænet falder stejlt ned mod byens havn og lystbådehavn og mod Lillehav, Augustenborg Fjords østlige ende, der er afspærret ved en dæmning. Byen ligger nær ved rute 8, mellem Sønderborg og Fynshav.

Faktaboks

Etymologi
Augustenborg er opkaldt efter Augusta af Glücksborg, gift 1651 med ejeren af Augustenborg Slot, Ernst Günther.

Bebyggelsen er lav, hvorfor Korn- og Foderstofkompagniets silo dominerer byens profil. Med kun 7 km til Sønderborg fungerer Augustenborg som forstad til denne. I Augustenborgs bymidte ligger Hertugtorvet med butikker og andelsboliger. Augustenborg Slot - siden 1920 psykiatrisk hospital - har ligesom administrationen for Augustenborg Kommune (1970-2006) præget den erhvervsmæssige sammensætning i 1900-t.

Slotskirken fungerer som Augustenborgs sognekirke. I slotsparken afholdes sommerkoncerter, ofte med internationalt kendte navne.

Historie

I begyndelsen af 1700-t. opstod øst for slottet på den nedlagte landsby Stavnsbøls jorder en bebyggelse, der skulle tjene som bolig for hofembedsmænd. Efter Første Slesvigske Krig 1848-50 blev hoffet og det store stutteri nedlagt, hvorefter Augustenborg levede af handel og håndværk. I 1884 blev havnen udbygget, og i 1898 blev Augustenborg knyttet til amtsbanen. Ved afstemningen i 1920 var der et lille dansk flertal (det samlede indbyggertal i 1921 var 762).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig