Aarhus har siden 2. Verdenskrig været præget af at være en uddannelsesby med mange musiktilbud rettet mod unge. I 1950'erne oprettedes en del jazzklubber med skiftende adresser, men i 1960'erne fik byen flere spillesteder, der ud over at præsentere de kendte jazznavne også åbnede dørene for rockmusikken. Jazzværtshuset Bent J var det eneste spillested, der holdt fast i jazzen over længere tid (1973-2008). Værtshuset er siden genopstået som en del af Den Gamle Bys udstilling. Siden 1989 afholdes Aarhus Jazzfestival i midten af juli. Større rockarrangementer afholdtes indtil midten af 1960'erne i Aarhushallen, hvor Boom (senere box 72) blev centrum for rockmusikken.

I 1970'erne blomstrede rockmusikken i Aarhus bl.a. på Musikernes Hus i Vestergade. Miljøet omkring Aarhus Friskole i Stavtrup, med Holger Laumann som en af igangsætterne, fostrede grupper som Shit & Chanel (Shit & Chalou) og musikere som Anne Dorte Michelsen, Mek Pek og Thomas Helmig. Gruppen Gnags oprettede deres eget pladeselskab, Genlyd, der blev symbol på provinsens rockmusiks uafhængighed af hovedstaden. Fra 1977 fik dette miljø med Aarhus Musikteater og Teatercaféen et spillested, hvor også navne som Warm Guns, Kliché o.a. huserede; ligeledes opstod i det aarhusianske musikmiljø gruppen TV-2. Også Huset i Vester Allé understøttede med Musikcaféen byens rige amatørmusikliv. Store rockkoncerter blev afholdt i Vejlby Risskov-hallen.

Spillestederne satsede i 1980'erne i højere grad på professionelle bands eller lukkede. I 1999 blev Huset omdannet til klubscenen Voxhall, der blev hjemsted for elektronisk inspireret musik, mens livemusik-miljøet i højere grad stod bag det nye spillested Train. 1999 blev Aarhus Folkemusikfestival etableret. SPOT-festivalen, der arrangeres af Dansk Rock Samråd, finder siden 2002 årligt sted i Aarhus; i løbet af en weekend optræder ca. 100 debuterende orkestre fra Danmark og Norden på byens spillesteder. Siden 2010 er muskfestivalen Northside blevet afholdt i byen, først som en endagsfestival, siden udvidet med flere dage. I 2014 blev der afholdt over 40 koncerter.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig