Hulsig Hede, ubeboet klitlandskab mellem Hulsig og Skagen Klitplantage; 2170 ha. Hulsig Hede strækker sig fra kyst til kyst over Skagen Odde, og vegetationen er domineret af klitgræsser og lyng samt enkelte bjergfyr som søges fjernet. Ved Skagerrak består området af hævede stenbelagte sletter og øst-vest-orienterede klitter med indlejret tørv. Centralt findes flere store vandreklitter - parabelklitter - og mellemliggende fugtige lavninger, grønninger.

Siden bronzealderen har klitterne været under udvikling, stærkest i 1500-1700-t., hvorefter de er blevet dæmpet ved tilplantning med hjælme, lyng og bjergfyr. Dermed har de fået et mørkt udseende, og klittypen kaldes derfor "den grå klit". Ved kysten er det dog ikke lykkedes at tæmme sandet, og her kaldes klittypen "den hvide klit". Størstedelen af klitlandskabet blev fredet i 1940; mindre dele blev fredet i 1974, 1976 og 1988.

Sammen med Råbjerg Mile udgør Hulsig Hede et Natura 2000-område.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig