Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hornslet

Oprindelige forfattere MSmed og Stelz Seneste forfatter Redaktionen

Hornslet Kirke.

Hornslet Kirke.

Hornslet, by på Djursland 20 km nord-nordøst for Aarhus; 5604 indb. (2017). Hornslet var før 2007 administrationscenter for Rosenholm Kommune, men er nu en del af Syddjurs Kommune.

Hornslet er stationsby på Aarhus-Ryomgård-banen (anlagt 1877), og strækningen Aarhus-Hornslet har bybanestatus. Byen har et bredt udbud af dagligvareforretninger samt privat service.

Navnet Hornslet nævnes 1310 som Hornslet, af gammeldansk horn i betydningen 'hornlignende fremspring' og slet 'rydning'.

I Hornslets sydlige udkant er udlagt et større sammenhængende erhvervsområde med bl.a. møbel- og maskinindustri. Byen har udviklet sig stærkt i perioden efter 1960, hvor indbyggertallet er næsten tredoblet.

Annonce

Hornslet Kirke er som godskirke til Rosenholm helt præget af slægten Rosenkrantz. I anden halvdel af 1500-t. fik den middelalderlige kirke nyt langhuskor med gravkapel ved sydsiden, nyt tårn med pyramidespir, og våbenhuset forhøjedes og indrettedes til bibliotek.

Kirken rummer gravminder for Rosenkrantzerne, bl.a. talrige epitafier og gravsten. Den sengotiske altertavles Golgata-relief er tilskrevet billedhuggeren og maleren Claus Berg. I 1960 afdækkedes romanske kalkmalerier fra ca. 1250-75 med bl.a. en rytterkampfrise.

Hornslet Kirkes hjemmeside; se også kort, foto m.m. på www.korttilkirken.dk

Læs mere om Djursland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mette Smed, Knud Stelzner: Hornslet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=93118