Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Holmsland Klit

Oprindelig forfatter Mees Seneste forfatter Redaktionen

Gård på Holmslands Klit.

Gård på Holmslands Klit.

Holmsland Klit, den 40 km lange og 1-2 km brede klittange, der afskærer Ringkøbing Fjord fra Vesterhavet. Midt på Holmsland Klit ligger byen Hvide Sande på det sted, hvor tangen 1909-10 blev gennemgravet. Hullet sandede til i 1915, men åbnedes igen i 1931, da en kanal blev anlagt med en sluse til kontrol af vandstanden i fjorden.

Holmsland Klit er præget af store klitter omgivet af lyngsletter med enkelte sandede marker og ud mod fjorden frodige enge. Man ser endnu gamle stråtækte gårde og huse af rødbrændte sten, men i dag er der udstrakte sommerhusbebyggelser og campingpladser langs hele tangen, dog med frie områder indimellem.

I tangens nordlige del, omkring Lyngvig Fyr, findes det største ubebyggede område. Her er 292 ha fredet i 1964. Mod syd er en del af Holmsland Klit fredet i sammenhæng med Værnengene, Tipperne og Gammelgab.

Annonce

Blandt Holmsland Klits attraktioner er Abelines Gård ved Nr. Havrvig, et egnsmuseum indrettet i en smuk, gammel klitgård.

Se også Ringkøbing Fjord og Ringkøbing-Skjern Kommune.

1310 Nørbyholm, 1411 Holm 'lille ø'.

Lyngvig Fyr

Lyngvig Fyr er et 38 m højt hvidt fyrtårn med en flammehøjde på 53 m. Fyret ligger ved Nr. Lyngvig på Holmsland Klit midtvejs mellem Hvide Sande og Søndervig.... læs videre om Lyngvig Fyr.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Horst Meesenburg: Holmsland Klit i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=92553