Himmerlandske Heder, hedeområder i Himmerland 25-35 km sydvest for Aalborg. De omfatter Vindblæs Hede, Oudrup Østerhede, Lundby Hede og Ajstrup Hede. Hederne ligger på gamle indsander over en bølget moræneflade der gennemskæres af Bruså og Vidkær Å. Mange oldtidshøje, især på Lundby Hede, vidner om bosættelser i oldtiden. Der ses volde af jernalderagre i Vindblæs Hedes nordvestlige hjørne. Ved oldtidshøjene Sønderhøje i Lundby Hede kan man følge den gamle Aalborg-landevejs spor over hederne.

De Himmerlandske Heder er en rest af et vældigt hedeområde som tidligere strakte sig over store dele af Vesthimmerland. I alt 925 ha blev fredet 1941.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig