Carl Moe (1848-1927), Indre Mission-præst i Harboøre. Det Kongelige Bibliotek.

.
Licens: Brukerspesifisert

Harboøre, stationsby 2 km fra den jyske vestkyst, 10 km nordvest for Lemvig; 1489 indb. (2017).

Faktaboks

Etymologi
Harboøre er nævnt 1255 som Harthboøræ, af hardbo 'beboer i Hardsyssel' og ør 'gruset strandbred'.

Byen ligger 2-3 m.o.h. bag diger, umiddelbart syd for Harboøre Tange, og dens historie er præget af den udsatte beliggenhed, fiskeriets betydning og stærke religiøse bevægelser.

I 1893 og 1897 druknede hhv. 26 fiskere og 12 redningsmænd ud for Harboøre. Monumenter for de to ulykker ses på Harboøre Kirkegård. Den nuværende Harboøre Kirke erstattede i 1910 en mindre, middelalderlig kirke på stedet.

Harboøre er station på Vemb-Lemvig-Thyborøn Jernbane - Lemvigbanen. Den nærliggende kemiske industri Cheminova beskæftiger mange fra Harboøre. Indtil 2006 var byen en del af Thyborøn-Harboøre Kommune; nu hører den til Lemvig Kommune.

Harboøresagerne

Harboøresagerne var en landsomfattende debat i 1890'erne om Indre Missions kristendomssyn. En stærkt indremissionsk ligtale over de 26 druknede fiskere i Harboøre Kirke ved præsten Carl Moe i november 1893 forargede bl.a. de tilstedeværende repræsentanter for hovedstadspressen - deriblandt Herman Bang - der opfattede den som en fordømmelse af de vantro blandt de omkomne.

I sin offentliggørelse af talen udelod Moe de passager, der havde vakt forargelse, hvilket førte til en ny pressestorm, og også de kirkelige myndigheder reagerede misbilligende.

Efter ulykken i 1897 var forfatteren Jeppe Aakjær blandt dem, der gik til angreb på Indre Missions forkyndelse. Den liberale Anton Marius Jensen, der i 1899 blev præst i Harboøre-Engbjerg, søgte forgæves at bekæmpe det mørke livssyn blandt de missionske fiskere. Efter en landsomfattende strid om "evige helvedesstraffe", hvorunder Vilhelm Beck på Indre Missions vegne truede med udtrædelse af folkekirken, blev Anton Jensen i 1901 afsat fra sit embede.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig