• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hammel

Oprindelig forfatter Stelz Seneste forfatter Redaktionen

Hammel Kirke.

Hammel Kirke.

Hammel, by i det østlige Jylland, ca. 25 km vest for Aarhus; 6906 indb. (2014). Byen er vokset op som grevskabet Frijsenborgs by og fik i løbet af 1800-t. en række centrale funktioner, fx tinghus, apotek og pengeinstitut. Byen voksede som oplandsby og midtvejsby mellem de gamle købstæder.

Åbningen af Hammelbanen til Aarhus i 1902 og Thorsøbanen i 1914 fik ikke den store betydning; banerne blev nedlagt i 1956. 1960-80 er mange nye parcelhuskvarterer skudt op. Mod sydvest ligger industrikvarteret, hvor den dominerende virksomhed fremstiller plastrør; desuden findes træ- og møbelindustri samt maskinfabrikker. En anden stor arbejdsplads er regionshospitalet Hammel Neurocenter.

Stednavnet Hammel kendes 1479 som Hamel, af gammeldansk *hamal 'bakke'.

Mod nord og øst er byen omgivet af skov med godset Frijsenborg og hovedgården Frijsendal. Hammel Kirke er bygget i 1100-t.

Annonce

Byen var 1966-2006 administrationsby for Hammel Kommune og hører i dag til Favrskov Kommune.

Hammel Kirkes hjemmeside

Se også kort, foto m.m. på www.korttilkirken.dk

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Stelzner: Hammel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 29. april 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=88460