Gråsten set fra Fiskenæs.

.

Gråsten, by ved Nybøl Nor i Sønderjylland; 4220 indb. (2017). Byen var 1967-2006 administrationscentrum for Gråsten Kommune og hører nu til Sønderborg Kommune.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes 1600 som Grauesteen 'grå sten', om slottets opr. byggemateriale, måske efter tyske herregårdsnavne på -stein.

Gråsten er mod syd næsten sammenvokset med Alnor. Nordligt i byen ligger Gråsten Slot med Gråsten Slotskirke, omgivet af park og søer. Bebyggelsen er lav, hovedsagelig med villaer og parcelhuse. Erhvervslivet er meget varieret med en betydelig maskin- og fødevareindustri. Den største virksomhed er en filial af Danfoss. Gigthospitalet ligger nær havnen.

Historie

Gråsten Slot.

.

Frem til 1725 blev der ved søens sydlige bred opført flere huse på begge sider af en brolagt gade. Det blev begyndelsen til et lille bysamfund, der i slutningen af 1700-t. fik egen skole og fattiganstalt.

I 1847 blev der oprettet en spare- og lånekasse i byen, og den blev efterhånden centrum for et betydeligt opland, som blev udvidet ved anlæg af nye veje og jernbaner. Hertil kom dampskibsfart på Flensborg Fjord.

Ved folkeafstemningen 10.2.1920 blev der afgivet 541 danske og 375 tyske stemmer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig