Gindeskov Krat, fredet areal syd for Haderup mellem Holstebro og Viborg. Hvor Gindeskov Bæk og Barslund Bæk løber sammen i den slyngede Stavlund Å, ligger Gindeskov Krat, en rest af Karup Hedeslettes oprindelige naturskov. Krattet består af eg og bævreasp, der er vokset op, efter at fældning og græsning er ophørt. Åbne hedepartier søges bevaret ved naturpleje. 1943, 1975 og 1983 er der fredet i alt 190 ha.